I 83 procent af sine kontroller har Skattestyrelsen kunnet konstatere, at vandpibecafeer ikke har kunnet dokumentere, at det har betalt afgift af vandpibetobakken.
Det er konklusionen, efter Skattestyrelsen i perioden 2017 til 2021 har gennemført knap 240 kontroller af vandpibetobak for at sikre, at der er betalt afgift af den tobak, som bruges af gæster i cafeerne eller sælges til kunderne.
- I de tilfælde beslaglægger vi varerne og tager dem med. Derudover sender vi en regning på den manglende afgift af det, som vi beslaglægger, forklarer Anne Sofie Hedemann, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen har siden 2017 i alt beslaglagt 17 tons vandpibetobak. Samlet set er der sendt regninger for 44 mio. kr. til virksomhederne.
Taget to gange
Skattestyrelsen har senest i starten af marts i år gennemført en aktion målrettet vandpibecafeer fordelt over hele Sjælland. Her blev i alt 22 vandpibecafeer besøgt.
21 af de besøgte cafeer kunne ikke dokumentere, at der var betalt afgift af vandpibetobakken. Samlet blev der under aktionen beslaglagt 145 kg vandpibetobak, og en enkelt cafe nåede endda af få beslaglagt varer to gange i løbet af samme aften.
- Under aktionen besluttede vi at genbesøge en af de cafeer, hvor vi tidligere den samme aften havde beslaglagt vandpibetobak. Siden aftenens første besøg havde cafeen skaffet ny tobak. Men heller ikke anden gang kunne cafeen dokumentere, at der var betalt afgift af den vandpibetobak, der var til stede, forklarer Anne Sofie Hedemann.
Cafeerne, der har fået beslaglagt vandpibetobak, kan nu se frem til at modtage regninger for den manglende afgift samt en bøde.