Annonce
Kommunalvalg

Valgnatten bød på store dramaer: Hemmelige sms'er, lukkede døre og knuste drømme

Snart forhenværende borgmester Simon Aggesen (K) møder pressen på Frederiksberg Rådhus, efter hans nederlag blev en kendsgerning ud på de små timer. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kommunalvalget udviklede sig dramatisk i flere byer. Avisen Danmark tager dig helt tæt på de mest dramatiske valgnatsdramaer, hvor der blev forhandlet og skiftet borgmesterpladser til langt ud på natten. I en enkelt kommune fortsatte dramaet helt ud på natten til torsdag.

Rævekager: Kommunalvalget var rigt på dramaer og et af de største af slagen udfoldede sig i Kolding.

Den tidligere mangeårige minister Eva Kjer Hansen (V) stod lidt over midnat med et fastklistret stift smil og kiggede på en journalist fra TV2, mens hun forsøgte at undvige spørgsmål med larmende tavshed.

Hvordan kan det være, du ikke har nogen kommentarer. Det er vel noget, som fylder noget for dig?

Annonce

Tror du mindre på dine vinderchancer nu?

Hvis du nu ikke bliver borgmester, er du så færdig i politik?

Hvad siger du til Knud Erik Langhoff som borgmester?

Et af landets mest hypede valgkampe havde netop udviklet sig i en retning, de færreste havde forudset, og Eva Kjer Hansen gik med hastige skridt tilbage på rådhuset, hvor hendes drøm om at blive borgmester blev knust.

Blot få timer inden var minerne anderledes positive. Hendes parti var godt nok gået fire mandater tilbage, men blå blok havde fortsat flertal i kommunen. Derfor handlede det for Eva Kjer Hansen om at samle den "blå familie".

Den vigtigste brik i det puslespil var De Konservatives førstemand, Knud Erik Langhoff.

- De foreløbige resultater viser, at der tegner sig et klart blåt flertal, og det glæder vi os til at få foldet ud, sagde Eva Kjer Hansen ifølge JydskeVestkysten til den sværm af journalister, der havde fundet vej til Kolding.

Eva Kjer Hansen (V) på rådhuset i Kolding. "Præsidentvalget" mellem hende og Villy Søvndal (SF) endte, da en joker uventet ryddede spillepladen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Men den konservative spidskandidat - den potentielle kongemager Knud Erik Langhoff - var ikke nogen steder at finde på rådhuset i Kolding, da hun smilende kunne gøre status over resultatet kort før midnat. Og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for den erfarne politiker, der ifølge eget udsagn ikke anede, hvad der foregik i kulissen.

Det var nemlig alt andet end tilfældigt, at Langhoff ikke var at se, da Eva Kjer Hansen antydede deres fælles valgsejr. Få hundrede meter fra rådhuset, kom der lys fra et vindue i et kontorlokale ved et advokatkontor. I al hemmelig havde Langhoff samlet spidskandidaterne fra Socialdemokratiet, SF og Radikale, der i alt havde 14 mandater. Nok til at vippe Venstre af magten.

Eva Kjer Hansen var ikke den eneste, der på egen krop mærkede, at en sejr hurtigt kan udvikle sig til et sviende nederlag.

Fra artiklen

- Vi er fire partier, der i aften har fundet sammen i en konstituering for Kolding Kommune og skal samarbejde de næste fire år. Det er SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative Folkeparti, lød det, da Knud Erik Langhoff kunne præsentere sig selv som ny borgmester lidt over midnat.

Intet Venstre. Ingen Eva Kjer Hansen.

Blot få minutter tidligere - kort inden hun blev fulgt tæt af journalisten fra TV2 - var Eva Kjer Hansen blevet orienteret om, hvad der var foregået. Da hun senere ankom til rådhuset, var skuffelsen ikke til at skjule.

Konstitueringen var foregået bag hendes ryg.

- Jeg sendte sms'er og jeg ringede, men blev mødt af total tavshed. Han har overhovedet ikke ønsket at tale med mig, siger hun om Koldings nye borgmester og understreger, at hun trods balladen har tænkt sig at fortsætte den politiske karriere som menigt byrådsmedlem.

Historisk valg af tysksindet

Eva Kjer Hansen var ikke den eneste, der på egen krop mærkede, at en sejr hurtigt kan udvikle sig til et sviende nederlag. Og at det er dyrt at blive efterladt uden for forhandlingslokalerne på valgnatten.

I Sønderjylland var der i Tønder Kommune også lagt op til drama.

Inden valget var borgmesterpartiet Venstre brudt ud i intern krig. Partiet droppede borgmester Henrik Frandsen som spidskandidat, og i stedet oprettede han sit eget parti, Tønder Listen. På valgaftenen skulle det vise sig at blive dyrt for Venstre.

Tønder Listen blev kommunens største parti - blandt andet på grund af et usædvanligt højt antal personlige stemmer til Frandsen, der over for JydskeVestkysten ikke lagde skjul på, at det ville være en ”meget, meget stor skuffelse”, hvis han ikke kunne beholde borgmesterkæden.

- Det er da klart, at når man har haft fået en jordskredssejr, og man står med et personlig stemmetal i den størrelsesorden, som jeg har, så vil det altid være en skuffelse, hvis ikke et flertal i kommunalbestyrelsen peger på mig, sagde han.

Men borgmestervalget var ikke så oplagt, som Henrik Frandsen troede. En aftale om en konstituering lod vente på sig, og nogle timer senere forlod han rådhuset. Imens forhandlede partierne Venstre, Borgerlisten, Slesvigsk Parti, De Konservative, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet videre.

Frandsen fortalte den fremmødte presse, at hans parti fik "smækket døren i hovedet", da han forsøgte at komme ind i forhandlingslokalerne.

Først så ud til, at den nuværende borgmester, Henrik Frandsen, skulle forsætte sit virke som borgmester i Tønder Kommune. Men han blev lukket ude af forhandlingerne, og pludselig stod Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti som borgmester. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Bag lukkede døre foregik det, som de færreste havde gættet på inden valgaftenen. Jørgen Popp Petersen, formand for Slesvigsk Parti - et tysk mindretalsparti - var ved at blive kørt i stilling som borgmester. Den første tysksindede borgmester i Sønderjylland siden befrielsen.

- Jeg synes, det er underligt, at man ikke tager valgets vinder - at man ikke tager mig med.

- Et flertal kan jo altid gøre det, flertallet vil. Der er ikke plads til skuffelse i politik. Men jeg tænker, at her har man set bort fra den klare vinder, sagde en tydelig bevæget Henrik Frandsen ifølge JydskeVestkysten.

Frandsen var ikke ene om at blive efterladt uden for forhandlingslokalerne, selv om hans parti havde sikret sig et stærkt valgresultat. Og valgresultatet i Tønder var heller ikke det eneste, der går i historiebøgerne.

Annonce

Frederiksberg malet rødt

I 112 år har Frederiksberg tilhørt De Konservative, men allerede i 2017 var det blot 168 stemmer, der afgjorde kommunalvalget. Derfor var der udsigt til noget af en neglebider.

Afgørelsens time faldt også først langt ud på natten, og klokken lidt i fem var utålmodigheden ved at få rod i de fremmødte journalister, der stod afventende ude foran døren til konstitueringsmødet på Frederiksberg Rådhus.


I 112 år har Frederiksberg tilhørt De Konservative, men allerede i 2017 var det blot 168 stemmer, der afgjorde kommunalvalget. Derfor var der udsigt til noget af en neglebider.

Fra artiklen

- Der går ikke længe endnu, sagde en socialdemokratisk kampagnemand.

- Det har I sagt længe, svarede gruppen af trætte journalister.

- Nu har vi jo venter i 112 år, lød svaret.

En møgsag om en stor boliggevinst har klæbet sig fast til borgmester Simon Aggesen (K). I 2016 købte han og hans kone en ejerlejlighed til en fordelagtig pris. To år senere - da han var menigt byrådsmedlem - fik de af kommunen lov at dele lejligheden op i to. På den måde tjente Aggesen på fire år ifølge Ekstra Bladet over 11 millioner kroner.

Forhandlingerne var lange og hårde på Frederiksberg, hvor der først onsdag morgen blev lavet en konstitueringsaftale. Det var Michael Vindfeldt (S), der efter 112 års konservativ dominans fik rollen som borgmester. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Selv om Ombudsmanden og Erhvervsstyrelsen har vurderet sagen og frikendt Aggesen for ulovligheder, har den spillet en central rolle i valgkampen. Simon Aggesen har ihærdigt forsøgt at undgå interview om møgsagen, og i TV2/News dagen før valget sagde han, at han ville lade det være op til vælgerne at bedømme sagen.

Det gjorde vælgerne ved at belønne Aggesen og Konservative med 40 procent af stemmerne. Båret af den medvind, hans parti har på landsplan.

Men da resultaterne løb ind omkring klokken 01, stod det alligevel klart, at rød blok havde flertal med 15 mandater mod 14 hos V og K. De røde partier forsvandt ind i et forhandlingslokale, mens Aggesen sad tilbage på sit kontor.

Da han en times senere viste sig for pressen, slukkede han håbet for selv de mest optimistiske tilhængere af De Konservative.

- Vi har måske lige tabt en halvleg - den er 112 år lang. Til gengæld er der ikke lang tid til den næste halvleg begynder. Det er om fire år, sagde han.

Efter 112 års dominans var Frederiksberg Kommune tabt for De Konservative, og borgmesterposten overtages af socialdemokraten Michael Vindfeldt (S)

Annonce

Borgmester fortrød i ellevte time

I Albertslund varede dramaet helt frem til natten til torsdag, hvor SF's Vivi Nør Jacobsen blot nåede at have borgmesterkæden i et par timer.

Onsdag aften fik hun overrakt nøglerne til borgmesterkontoret af Radikale og Socialdemokratiet med den siddende borgmester Steen Christiansen (S) i spidsen.

- Først og fremmest tillykke til SF med borgmesterposten. Valgets tale er klar, og vi lytter i Socialdemokratiet til borgerne, sagde Steen Christiansen onsdag aften til sn.dk

Men lidt over to timer senere - kort før midnat - fik piben en anden lyd. Socialdemokratiet brød pludselig aftalen, og indgik i stedet en aftale med De Konservative, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti, så Steen Christiansen alligevel kan blive siddende i borgmesterstolen. Og så var "valgets tale" pludselig ikke så krystalklar længere.

- Jeg er glad for opbakningen til at kunne fortsætte som borgmester og ikke mindst på baggrund af en konstitueringsaftale, som sikrer et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen. Det vil jeg bestræbe mig på at leve op til i valgperioden, skriver han ifølge Ritzau i en mail.

Steen Christiansen havde i ellevte time fået tilbudt borgmesterposten, efter De Konservative, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti ifølge eget udsagn var blevet droppet og "røvendt" af Vivi Nør Jacobsen, selvom de var klar til at gøre hende til borgmester.

Socialdemokratiet gik 7,8 procentpoint og to mandater tilbage i Albertslund ved valget tirsdag. Partiet blev dog stadig det største parti med syv mandater. Modsat gik SF 9,5 procentpoint frem og fordoblede sine mandater til 4.

Annonce

15 minutter med kæde om halsen

Selv om kommunalvalget overordnet har været en bragende succes for Konservative gik det, ligesom på Frederiksberg, den forkerte vej i Solrød. Der var ellers nedfældet en aftale, der gav K posten som borgmester. Den aftale holdt 15 minutter.

Klokken 02 natten til onsdag, var det lykkedes Morten Scheelsbeck (K) at lave en konstitueringsaftale med V, S og Havdruplisten, men Emil Blücher fra Liberal Alliance ville det anderledes.

Pludselig fik Socialdemokratiets borgmesterkandidat en sms med et attraktivt tilbud. Liberal Alliance tilbød Jonas Ring Madsen (S) borgmesterpladsen, hvilket sikrede Emil Blücher rollen som viceborgmester. Det fik spidskandidaten fra S til at forlade forhandlingslokalet for at løbe ned til Liberal Alliance og underskrive en ny aftale.

"Politik kan være skønt - men det kan godt nok også være grimt", lød det efterfølgende på Mortens Scheelsbecks facebookprofil, hvor han lagde et billede op den aftale, partierne havde underskrevet.

De ord fik Emil Blücher til tastaturet, hvor han tordnede mod Scheelsbeck og hans opfattelse af valgnattens udvikling. Ifølge ham var det De Konservative, der brød en aftale om, at det af de to partier med færrest stemmer skulle pege på det andet som borgmesterparti.

Liberal Alliance fik 14,9 procent mod Konservatives 11,3 procent. Tilbage står Socialdemokratiet som borgmesterparti i Solrød.


Annonce
Narko

Pakkeshop på Frederiksberg fungerede som narko-bule - kilovis af stoffer blev sendt til udlandet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Politik

Overblik: Så er formandsposterne fordelt

Politik

Aggesen raser over Vindfeldt: Vi er blevet mødt af lukkede døre og hold kæft-bolsjer

Byliv

Månedens Buket: Nabila forkæler sine naboer med hjemmelavet mad og masser af omsorg

Byliv

Dagens låge: FrederiksbergLIV's julekalender

Skuddrab på uskyldig mand under bandekonflikt: Først 26 måneder efter kommer sagen for retten

Gratis koncert til alle

Dårlige corona-nyheder, men sådan må det være: Ikke flere publikummer til Hjalmer-koncert torsdag

Samfund

Vindfeldt om svigt på handicapområdet: - Det skal være lettere at få hjælp på Frederiksberg

Byudvikling

Søndermarkskolen får ny gymnastiksal - og den er ikke som de andre

Politikere vil have en forklaring: Utrygt og bekymrende, at Forsvaret ikke delte viden om PFAS-forureninger

90 års fødselsdag

Se med på torsdag på frederiksbergLIV.dk: Lokale musikere varmer op for Hjalmer

Debat

Valganalyse: Chefredaktøren tager helt fejl

Debat

S: Farten skal ned på Frederiksberg!

Annonce