Debat: Først et stort tillykke til alle, der er blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen – nye som gamle.
Og så vil vi bede jer alle om at komme i arbejdstøjet øjeblikkeligt og få gang i redningen af Frederiksberg Boligfond uden de partipolitiske ”drillerier”, der desværre har præget det sidste stykke tid.
For tiden er desværre af afgørende betydning, og hverken vi eller kreditorerne kan vente til det nye år, hvor den nye kommunalbestyrelse tiltræder.
Alle partier i Magistraten har i enighed besluttet, at kommunen skal gå aktivt ind i arbejdet med at afdække konkrete løsninger på problemerne i Frederiksberg Boligfond.
Bestyrelsen i Frederiksberg Boligfonds FællesrepræsentationVi mener faktisk, vi har krav på at være med ved bordet, for det er vores hjem og liv, det hele drejer sig om i sidste ende.
Og vi er specielt glade for, at der er enighed om, der alene skal fokuseres på løsninger, som er forenelige med, at fonden skal videreføres i sin nuværende form – det vil sige helt uden frasalg af nogle af de 19 ejendomme. Og med fondens oprindelige boligsociale formål bevaret.
Men vi forventer, at vi – FBF, der repræsenterer alle fondens beboere – bliver inviteret med til forhandlingerne, for som beboere er vi dem, der kender mest til, hvordan de forskellige scenarier vil påvirke vores liv og hverdag. Og vi kender ikke mindst til den konstante frygt og utryghed, vi har være udsat for de sidste år. Det må stoppe nu!
Vi mener faktisk, vi har krav på at være med ved bordet, for det er vores hjem og liv, det hele drejer sig om i sidste ende. Og de fleste af jer har jo allerede givet udtryk for, I meget gerne vil høre vores synspunkter. Det er bare lidt svært af bidrage konstruktivt, når vi ikke ved, hvad I konkret forhandler om.
I øvrigt kunne det også være interessant at invitere bankerne med til forhandlingsbordet. Vi – beboerne i fondens ejendomme – er trods alt næsten 5.000 borgere, der også er bankkunder. Måske vi i fællesskab kunne påvirke dem til at bidrage med nogle konstruktive løsninger?
Vi ser frem til at arbejde sammen med jer om en ny og bedre Frederiksberg Boligfond med fondens oprindelige dna i behold.