Annonce
Trafik

På tur med Frederiksbergbussen: I linje 72 er der skruet op for servicen og ned for stressen

Når man kører med Frederiksbergbusserne, kan man være sikker på, at bussen ikke sætter i gang, før alle er kommet ned at sidde, og at chaufføren er opmærksom på at tilbyde hjælp, hvis der er brug for det.  Foto: Julie Stougaard
Frederiksbergbusserne har været et omdiskuteret emne, siden det blev meldt ud, at to af tre linjer grundet besparelser skulle køre en gang i timen i stedet for to. Siden ændrede politikerne mening, da mange ældre borgere holdt fast i, at busserne er uundværlige. FrederiksbergLIV tog på tur med linje 72 for at blive klogere på, hvad det er, der gør Frederiksbergbusserne til noget særligt.

Det er en af de varme, fugtige eftermiddage, og det er nok de færreste, der ser frem til en bustur i denne hedebølge. Ikke desto mindre er stemningen god i bus 72, hvor chaufføren er fuld af smil og overskud og udveksler små bemærkninger med de passagerer - hovedsageligt ældre - der stiger på her ved Frederiksberg Rådhus.

Linje 72 er den eneste af de tre Frederiksbergbusser, der stadig kører hver halve time. De to andre, linje 71 og 74 kører kun en gang i timen, efter en samlet kommunalbestyrelse med undtagelse af Socialdemokratiet besluttede, at der ikke var argument for at bruge penge på at lade dem køre oftere. Det udløste stor utilfredshed blandt mange borgere på Frederiksberg, som påpegede, at ændringen ville ødelægge livskvaliteten hos de ældre, da der er mange, der ikke tør køre med almindelige bybusser, hvor der ikke i lige så høj grad tages hensyn til ældre borgere.

Efter en demonstration valgte politikerne at lade sparekniven falde og finde penge til Frederiksbergbusserne i den afsatte pulje til uforudsete udgifter. Bus 71 og 74 kører dog foreløbigt kun en gang i timen.

Annonce

Her er ingen stress

Da alle passagererne har sat sig, sætter bussen roligt i gang. En håndfuld passagerer er med, og en af dem er Lisbeth Rasmussen, som er på vej hjem efter en indkøbstur.

- Jeg tager bussen i dag, fordi jeg har et dårligt knæ, og så er det dejligt, at bussen her kører mig fra dør til dør. Jeg bruger kun Frederiksbergbusserne et par gange om måneden, så på nuværende tidspunkt gør det ikke nogen forskel for mig, at nogle af busserne kun kører en gang i timen, siger hun.

Lisbeth Rasmussen bruger Frederiksbergbusserne et par gange om måneden. For hende gør det ingen forskel, at to af busserne kun kører en gang i timen i stedet for to.  Foto: Julie Stougaard

Jeanette Hansen, som stiger på bussen noget tid efter, ser helt anderledes på det. Hun ryster forarget på hovedet, da vi nævner, hvordan der var tale om, at nogle af busserne permanent skulle køre en gang i timen i stedet for to.

- Ja, det ved jeg, og det var helt forrykt. Jeg har læge på Frederiksberg Hospital, og det er træls at skulle sidde og glane en hel time, hvis bussen lige er kørt, når jeg er færdig hos lægen. Og i de her coronatider må man ikke opholde sig i venteværelset så længe af gangen, siger hun og fortæller, at hun bruger Frederiksbergbusserne cirka to gange om ugen.


Jeg har læge på Frederiksberg Hospital, og det er træls at skulle sidde og glane en hel time, hvis bussen lige er kørt, når jeg er færdig hos lægen.

Jeanette Hansen, passager på bus 72


- Jeg tager dem også, når jeg skal ned at handle. De her busser er gode, for her er der en helt anden service end i almindelige busser. Chaufføren hjælper med rollatoren, hvis det er svært for personen at få den med ind i bussen, bussen kører mere roligt, og man skal ikke stresse over at skulle skynde sig at finde et sted at sidde, for bussen kører ikke, før alle sidder ned. En dag var der faktisk en yngre mand, der ikke ville sætte sig ned, og det medførte et værre rabalder, hvor flere passagerer blandede sig. For chaufføren måtte ikke køre, før han havde sat sig ned. Der er tydeligvis nogle regler, der skal overholdes her i bussen, siger Jeanette Hansen.

Annonce

Hjælpen er nær

Bussen holder ind ved Nordens Plads, hvor en ældre kvinde med rollator forsigtigt bevæger sig ind i bussen.

- Skal du have en hånd?, råber chaufføren, men en anden passager kommer ham i forkøbet og hjælper kvinden ned at sidde.

Da kvinden et par stop senere skal af igen, springer chaufføren op og står klar til at hjælpe kvinden ud, som dog ganske ubesværet kommer ud af bussen.

Lidt efter ankommer vi igen til Frederiksberg Rådhus, som er endestationen. Turen har - på trods af varmen - været behagelig med blide opbremsninger og igangsætninger, og flere tager pænt afsked med chaufføren, da de træder ud af bussen.

Det forventes, at alle Frederiksbergbusserne genoptager kørsel med 1/2- times drift fra søndag 29. august.

Annonce
Frederiksberg

Onsdagens coronatal: 1284 nye smittede - flest siden slutningen af maj

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Ny langøret beboer: Hare har slået sig ned i Lindevangsparken

Byliv

Haps haps: Rullende pizzeria er rykket ind på fornem adresse

Debat

Det er ikke kun bilister, der kører vanvittigt

Byens Bedste Liv

Det bugner med bagere i hovedstadens gader

Byliv

Isnende lækkerier: Fem issteder på Frederiksberg, som du bør lægge vejen forbi

Byliv

Sådan bruger vi Frederiksberg om sommeren

Byliv

Ny fisk i farvandet: Nu kan du få lækker seafood på Smallegade

Klumme

Fra postnummer til identitet

Kultur

Charlottes drøm om udeservering på Bartof Station er knust: - Det betyder, at vi vil være nødt til at lukke

Klumme

I Frederik VIs kølvand – bådfarten i Frederiksberg Have

Byliv

Nu bliver det lynende hurtigt at lade bilen op på Frederiksberg

Annonce