Annonce
Byliv

Månedens Buket: Hos Naim går man altid ud af butikken med et smil på læben

En glad modtager af 'Månedens Buket' foran kiosken på Vodroffsvej. 36-årige Naim Ahmed har drevet 'Service Kiosken' siden oktober 2019 og har opbygget en stor og loyal kundekreds. Foto: Bo Børresen
'Service Kiosken' hedder den lille kiosk på hjørnet af Vodroffsvej og Sankt Markus Allé. Og service er lige præcis, hvad man får i overmål, når man handler hos Naim Ahmed. De glade stamkunder er mange. To af dem sagde tak med 'Månedens Buket'.

"Naim og hans kone er ganske enkelt de sødeste mennesker, og de udviser en service, der meget sjældent mødes. Det er vi rigtig mange kunder og naboer, der sætter kæmpe stor pris på og gerne vil sige tak for."

Naim Ahmed flankeret af de to indstillere til 'Månedens Buket', Lene Stevner og Emil Frost. Foto: Bo Børresen

Sådan slutter Lene Stevner sin mail til FrederiksbergLIV. En mail hun har skrevet som opfølgning på en telefonsamtale, hvori hun pointerer vigtigheden i at rose mennesker, som gør noget ud over det sædvanlige. I dette tilfælde yder en udsøgt service og spreder smil og glæde:

- Jeg synes bare, at omverdenen skal vide, når nogen rent faktisk udviser den værdi og dannelse, som måske burde være en selvfølge i et servicehverv, men som bare ikke altid er det nu om dage. Det er utrolig sjældent, at man møder et menneske som Naim, fastslår Lene Stevner.

I sin indstilling af Naim som modtager af 'Månedens Buket' skriver hun endvidere:

"Den imødekommenhed man modtages med, redder ganske enkelt resten af ens dag. Det har betydet ekstra meget under coronakrisen, hvor mange af vores indkøb ankommer til kiosken i bokse og papkasser."

Personlig og omsorgsfuld

Ifølge Lene Stevner er atmosfæren i kiosken helt speciel. Det har den været, siden Naim overtog 'Service Kiosken' i oktober 2019:

- Der er en utrolig personlig og meget omsorgsfuld stemning i kiosken. Naim er på fornavn med mange af os. Som kunde går du altid ud af butikken med et smil på læben.

Månedens Buket

Månedens Buket er et skulderklap og en varm anerkendelse. En tak til en eller flere, der gør noget ud over det sædvanlige for andre. En uegennyttig indsats, den ekstra meter eller det, der reddede dagen.

Det kan være den hjælpsomme nabo, den frivillige foreningsmand m/k, den fantastiske pædagog eller en helt fjerde.

Vi glæder os til at uddele mange buketter og skulderklap i fremtiden, så fortæl os hvem du mener skal overraskes med blomster, tak og blitzlys, og hvorfor - så sørger vi måske for en flot buket.

Skriv til: buket@frederiksbergliv.dk

Månedens Buket præsenteres i samarbejde med 'House of Inspiration' på Peter Bangs Vej.

En anden tilfreds stamkunde er Lene Stevners underbo, Emil Frost. Han bakker til fulde op om Lenes ros af Naim og var ikke sen til at svare ja, da Lene spurgte, om han ville være med til at overrække 'Månedens Buket':

- Man bliver altid mødt af Naim med det største smil og med godt humør. Og så har han en enestående evne til at huske ens navn, så ja, han er på alle måder på fornavn med kunderne, bekræfter Emil Frost og tilføjer:

- Jeg synes også, det er fantastisk at mærke, hvordan Naim til stadighed udvikler sin kiosk. Han laver hele tiden nye tiltag og udvider varesortimentet. Tiltagene sker meget tit på baggrund af ønsker fra kunderne. Naim er nemlig rigtig god til at spørge ind til sine kunders ønsker og meninger.

Annonce

En slags familie

36-årige Naim selv var naturligvis glad og overrasket over den uventede anerkendelse og ros fra de to stamkunder, som kaldte ham verdens bedste købmand, da de overrakte buketten.

Sådan så det ud, da Lene Stevner overraskede Naim Ahmed med 'Månedens Buket'. Foto: Bo Børresen

Den altid slipseklædte kioskejer kvitterede med at bekendtgøre, at han skam også har verdens bedste kunder, og at de for ham ikke "bare" er kunder:

- De er som en slags familie, fastslog han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Vi mangler en Christine Swanes Vej

Klumme

N.J. Fjord: Andelsbevægelsens store helt

Annonce