Annonce
Udland

Nato og USA har indledt tilbagetrækning fra Afghanistan

Nato og USA har nu indledt den planlagte tilbagetrækning fra Afghanistan. Her er det et foto fra et tidligere selvmordsangreb tæt ved Natos hovedkontor i den afghanske hovedstad, Kabul, i 2018. (Arkivfoto). Foto: Massoud Hossaini/Ritzau Scanpix
Internationale styrker har indledt tilbagetrækningen fra Afghanistan, oplyser Det Hvide Hus og Nato.

Efter næsten 20 år er krigen i Afghanistan ved at blive afsluttet fra Natos og USA's side.

De har indledt tilbagetrækningen af soldater fra Afghanistan. Det bekræfter Natos pressetjeneste over for nyhedsbureauet NTB.

Det Hvide Hus bekræfter også torsdag, at USA er ved at sende sine soldater hjem.

- En reduktion er i gang, siger talskvinde Karine Jean-Pierre ifølge tv-stationen CNN torsdag.

Indtil videre er det færre end 100 soldater, der - sammen med militært udstyr - er fløjet ud af Afghanistan. Det oplyser forsvarskilder til CNN.

De omkring 2500 amerikanske soldater i Afghanistan er en del af Natos trænings- og støttemission, Resolute Support Mission (RSM).

Dertil kommer ifølge CNN flere hundrede soldater, der er medlemmer af specialstyrker.

USA's præsident, Joe Biden, har sat sig som mål, at tilbagetrækningen skal være fuldendt senest 11. september.

Det er 20-årsdagen for terrorangrebet mod USA, som førte til den såkaldte krig mod terror og USA's invasion af Afghanistan i efteråret 2001.

Tidligere torsdag oplyste en unavngiven kilde i Nato til nyhedsbureauet AFP, at Nato har indledt tilbagetrækningen af sin mission fra Afghanistan.

- De Nato-allierede besluttede i midten af april at indlede tilbagetrækningen af styrkerne i Resolute Support Mission senest 1. maj, og denne tilbagetrækning er indledt, oplyser kilden.

- Det vil være en ordentlig, koordineret og velovervejet proces.

Det er endnu ikke officielt bekræftet fra Natos side, at tilbagetrækningen er indledt.

De danske soldater, der er udsendt til Afghanistan, er også en del af Nato-missionen.

Danmark besluttede ligeledes tidligere i april at afslutte næsten 20 års militær tilstedeværelse i Afghanistan inden for de kommende måneder.

Det vil ske gradvist og i fællesskab med Nato og USA, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på det tidspunkt.

Der er nu omkring 9600 soldater fra Nato og dets partnerlande i Afghanistan.

Beslutningen om at trække de udenlandske soldater ud kommer på trods af en frygt for, at den militante talibanbevægelse igen kan komme til magten i landet.

Nato-kilden tilføjer over for AFP, at soldaternes sikkerhed har højeste prioritet "hele vejen".

- Vi tager alle nødvendige skridt for at beskytte vores personel.

- Ethvert Taliban-angreb i løbet af tilbagetrækningen vil blive mødt af en kraftfuld respons, siger kilden og tilføjer, at hele processen ventes at være fuldført inden for nogle måneder.

Vedkommende vil dog ikke oplyse noget om en eventuel tidsplan for tilbagetrækningen, der vil ske gradvist.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Kvinde får konfiskeret bil, selvom det var hendes kæreste, der kørte vanvidskørsel i den  

Annonce