Fuld smadder på Autobahn og 0 km/t i Forbundsdagen: Tysklandsrejsen er forbi

Jeg kører så stærkt, at det ryster i stuen i "Citronen". Det brunlammelede cockpit i min sølvgrå Xantia vibrerer - det er immervæk en bil fra ’98 - og vi hamrer afsted på motorvej uden hastighedsbegrænsning. Vi flyver igennem Tyskland uden signal på telefonen.

Ved næste afkørsel ligger en Autobahnkirche. Her folder man hænderne, lukker øjnene og tænker på Jesus til lyden af bilernes summen. Eller låner et lokum.

Ingen tid at spille, ind til højre, hvis du ikke kører 180 i timen. Schnitzlen er stegt, pølsen er branket. Alt du skal gøre er at pege på den, du vil ha’. Videre. Til demonstration med østtyske familiefædre i Dresden, der elsker Olsen Banden - og stemmer nynazistisk. I lederhosen i München, hvor de ler af Laschet. På natklub i hovedstaden uden tøj på.

Tyskerne har fart på, vi har fart på. 2.500 kilometer asfalt på tre uger, og fordommene kørt over. Kedelige, autoritetstro og effektive? Nein, nein, nein. Mænd fester i læderbukser i både Bayern og Berlin, “mit efternavn må du ikke få”, og bureaukratiet synes opfundet af Kafka himself. Vi holder på formerne, Herr Jørgensen, indtil vi står på technoklubben KitKat med en finger i numsen. Den bratwurst-ædende, Audi-kørende, euro-polstrede tysker findes, men der er også 83 millioner andre, og de fås i alle størrelser, former og farver. Forunderlige, forstokkede, fascinerende fantastich. Jeg er blevet forelsket i naboen.

Men når det kommer til politikken, er vi ikke blevet meget klogere. Det er der ikke rigtig nogen, som er endnu. For lige så stærkt det går på motorvejen, lige så langsomt går det i Forbundsdagen, det tyske parlament. Lynhurtige gazeller på Autobahn, glubske hyæner i technoklubben, men konforme skildpadder i stemmeboksene, som trækker sig tilbage i skjoldet, hvis det bliver lidt for vildt. Grøn omstilling må ikke gøre ondt eller koste arbejdspladser, og kansleren skal helst ligne en bankrådgiver. Eller Angela Merkel.

Sådan har et flertal af tyskerne det. 41 procent foretrækker socialdemokraten Olaf Scholz - en politiker, der er omtrent lige så spændende som en Pretzel uden salt på. Forsvindende få vil have karnevalsgøgleren Armin Laschet som kansler - hverken i befolkningen eller partiet CDU, hvor knivene slibes - men det har Laschet ikke opdaget endnu. Selvom han efter sigende har lykønsket Scholz per brev, udbasunerer han, at han gerne vil stå i spidsen for Tyskland.

Et intenst pokerspil om magten er i gang. De Grønne har mandat til at gå all-in på klimabeskyttelse, mens de liberale fra FPD vil kæmpe for, at det sker igennem teknologiske kvantespring og utøjlede markedskræfter, frem for reguleringer og grønne skatter. Scholz skal sørge for, at det sker, uden at tyskerne opdager, at der er en ny kansler på kontoret. Usandsynligt er det ikke, at Merkel når at holde sin 17. nytårstale, før Tyskland har en ny regering.

Ligegyldigt hvad har fløjene tabt. Rasende højreekstremister og radikale miljøaktivister får det ikke, som de vil have det. Midten regerer - ligesom den har gjort det i årtier. Stabilitet over sensation, ro snarere end rotation, kompromis før kurs. Den kommende kansler kommer ikke med en stor samfundsomvæltende vision eller gennemgribende ideologi, men med et løfte om, at de nære problematikker - den manglende digitalisering, uligheden og energiomvæltningen - løses uden for meget palaver. Scholz packt das an!

Som min ven fra Berlin, konsulenten Sebastian, siger det på valgaftenen.

- Tyskerne kan godt lide, at der ikke sker alt for meget politisk.

- Jeg stemte på De Grønne. Men jeg kunne faktisk også meget godt lide Angela Merkel - og Olaf Scholz er ikke det værste alternativ.

Sebastian var foriøvrigt også til technofest på KitKat på valgdagen - iført hotpants af sølv og en bolsjestribet vest.

Så hvem er tyskerne egentlig? Hvad er det for et land, Mutti efterlader sig? Læsernes spørgsmål blev researchet, deres idéer blev destinationer i min GPS. Og vi er kommet vidt omkring på landkortet.

Sydslesvigeren Maylis er hverken dansk eller tysk, men klipper stereotyper i stykker. I et kommunalt blomsterbed i Kiel - med en saks i hånden - hugger hun en rose og beviser, at der findes folk i Tyskland, som bryder reglerne.

I Angela Merkels barndomsby Templin, en søvnig flække i den dybe skov i Brandenburger, taler de lokale mere om weekendens Bud Spencer-festival, end de taler om deres berømte bysbarn. Politikken interesserer de sig ikke for, den klarer Merkel jo.

Minearbejderen Lars vil surfe med på den grønne bølge, selvom han og hans forældre har levet og åndet brunkul. I Lausitz-regionen, hvor de bor, har klimakampen kontante og konkrete konsekvenser, som gør, at Tyskland ikke kan leve op til Parisaftalen - uden at rive tæppet væk under dele af sin egen befolkning.

Højreekstremister og venstrefløjssoldater står ansigt til ansigt i Dresden og råber af hinanden. “I er nazister, I er racister,” sider den ene side, “I er facister, I er kommunister,” siger den anden side. Modpolerne findes, men inviteres ikke ind i Forbundsdagen.

Fristaten Bayern skåler for og med sig selv, men “klovnen” Armin Laschet vil de ikke kendes ved. Jo, på en bar, arm i arm med 1 liters krus i hånden, men ikke som far, der afløser mor som kansler i deres land.

I Gelsenkirchen arbejder Tysklands fattigste folk i flere jobs, men har stadig ikke råd til at tænde varmen i vintermånederne. Et billede på den økonomiske ulighed, der også præger EU’s rigeste land.

Over jorden i Berlin marcherer 600.000 unge mennesker i klimaets navn. Fridays for Future vil ikke finde sig i at vente længere. De vil se forandring. Men de er stadigvæk i undertal.

Er vi blevet klogere? Vi har i hvert fald sat ansigter og stemmer på rigtig mange tyskere. Vi har udvidet billedet af, hvem vores store nabo mod syd er. Og vi har udforsket et land, der på en lang række parametre er gået i stå. Udgravning til internetkabler, vedligeholdelse af infrastrukturen, den grønne omstilling - Tyskland er en global supermagt, men den tyske effektivitet er i nogle sektorer en skrøne.

Citronen, min gamle bil, er til gengæld effektiv - trods sine 23 år på bagen. Og nu, hvor Tysklandsrejsen er forbi, har den kurs mod Danmark og min ventende viv.

Hvis al det skribleri fra Tyskland har været bare halvt så sjovt at læse, som det har været at producere, er vi kommet fint i mål.