Annonce
Indland

Forelsket prins Felix fylder 19 år: En hverdag i trøjen venter

Prins Felix fylder 19 år 22. juli. I juni blev prinsen, der er yngste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Prinsen begynder i militærtjeneste efter sommerferien. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En helt ny vej i livet med militæret i centrum venter prins Joachims og grevinde Alexandras yngste søn, prins Felix, som fylder 19 år den 22. juli.

Snart skal prins Felix binde snørebåndene til sine militærstøvler og mestre disciplinen at stå ret. Til august trækker han nemlig i trøjen og begynder sit nye kapitel i Forsvaret.

Men først skal han fejre sin fødselsdag, for torsdag den 22. juli fylder han nemlig 19 år.

Prins Felix er den yngste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, som blev skilt i 2005, da prins Felix var to år.

Annonce

Prins Joachim og grevinde Alexandra fik efterfølgende fælles forældremyndighed over ham og hans tre år ældre storebror, prins Nikolai.

Netop sin storebror fulgte prins Felix, da de begge gik i folkeskole på Krebs' Skole på Østerbro i København. Men ved valget af gymnasium gik prins Felix sine egne veje.

Han valgte nemlig Gammel Hellerup Gymnasium nord for København modsat sin far, prins Joachim, og sin onkel, kronprins Frederik, som valgte at gå på Øregård Gymnasium, og sin storebror, prins Nikolai, som gik på Herlufsholm Skole i Næstved.

Efter et år med coronarestriktioner og dermed hjemmeundervisning kunne prins Felix tage afsked med livet som studerende på Gammel Hellerup Gymnasium med et 12-tal i huen for faget dansk.

Interessen for biler deler prins Felix med sin far, prins Joachim. Han er glad for fart og er samtidig en ivrig racerkører. Far og søn er her i selskab med den kendte danske racerkører Tom Kristensen under Copenhagen Historic Grand Prix' åbningsreception på Københavns Rådhusplads i 2018. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den 23. juni fik prins Felix så sin studenterhue på af sin far, prins Joachim, og kunne dermed tage hul på sin sommerferie.

Og det var ikke den eneste sommersøde nyhed.

Prins Felix er nemlig forelsket og har gennem et stykke tid dannet par med den unge pige Karen Bak. Det bekræftede han over for B.T. via presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen.

En ny begyndelse i Felix' tilværelse venter lige rundt om hjørnet. Prinsen begynder i militærtjeneste efter sommerferien, og i anledning af det nye kapitel i trøjen havde grevinde Alexandra kronraget ham.

Det fremviste prins Felix, da han skulle på vogntur med sin klasse efter eksaminerne.

Prins Felix er nemlig blevet optaget på Hærens Løjtnantsuddannelse og skal derfor trække i uniformen fra august og flytte fra København til Slagelse, hvor uddannelsen gennemføres de 11 måneder.

Båndet mellem det danske forsvar og den kongelige familie har historiske rødder. Prins Felix' far, prins Joachim, har boet i Paris siden 2019 og blev sidste år ansat som forsvarsattaché på den danske ambassade i den franske hovedstad.

Julen i Jylland. På trappen til Schackenborg Slot i Møgeltønder står prins Felix samlet med prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Athena og prins Henrik. Også prins Felix' storebror, prins Nikolai, står på slotstrappen. Billedet er fra julen 2020. (Arkivfoto). Foto: Kongehuset/Ritzau Scanpix

- Han (prins Felix, red.) er meget flittig, så jeg er ikke bekymret. Han har allerede fortalt, at han ønsker at forfølge en militær karriere, sagde prins Joachim tidligere i år til ugebladet Point de Vue.

Prins Felix har siden fortalt, at han efter militæret overvejer at søge ind på Copenhagen Business School, hvor hans storebror, prins Nikolai, studerer.

Da prins Felix fyldte 18 år sidste sommer, blev fødselsdagen fejret på kongefamiliens franske vinslot.

Få dage efter fejringen fik prins Joachim en blodprop i hjernen. Takket være en hurtig indsats blev prins Joachim hastet på hospitalet, hvor han gennemgik en vellykket operation. Og han var selv i stand til at underrette prins Felix og prins Nikolai.

Uden varige mén blev prins Joachim efterfølgende udskrevet og begyndte lidt senere end planlagt jobbet som forsvarsattaché.

Prins Felix' onkel, kronprins Frederik, har også en lang baggrund i militæret og er blandt andet uddannet i specialstyrken Frømandskorpset.

Dermed er der flere medlemmer af familien, som prins Felix kan udveksle sin militærerfaring med, når han begynder på Hærens løjtnantsuddannelse i august.

Prins Felix blev døbt den 4. oktober 2002 i Møgeltønder Kirke og fik navnene Felix Henrik Valdemar Christian og fik titlerne prins til Danmark og greve af Monpezat.

Han er dronning Margrethes andet barnebarn og den ottende i arvefølgen til den danske trone.

Prins Felix har - udover sin storebror, prins Nikolai - to yngre søskende. Han er storebror til prins Henrik på 12 år og 9-årige prinsesse Athena, som prins Joachim har med sin hustru, prinsesse Marie.

Da prins Joachim giftede sig med prinsesse Marie i 2008, var prins Felix og prins Nikolai deres fars forlovere.

/ritzau/

Annonce
Debat

Skolestart: 37 familieformer er andet end bare ’mor og far’

Frederiksberg

Onsdagens coronatal: 1284 nye smittede - flest siden slutningen af maj

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Lukningstruet: Legendarisk klub i vanskeligheder

Byliv

Ny langøret beboer: Hare har slået sig ned i Lindevangsparken

Debat

Det er ikke kun bilister, der kører vanvittigt

Byliv

Haps haps: Rullende pizzeria er rykket ind på fornem adresse

Byens Bedste Liv

Det bugner med bagere i hovedstadens gader

Byliv

Isnende lækkerier: Fem issteder på Frederiksberg, som du bør lægge vejen forbi

Byliv

Sådan bruger vi Frederiksberg om sommeren

Byliv

Ny fisk i farvandet: Nu kan du få lækker seafood på Smallegade

Klumme

Fra postnummer til identitet

Kultur

Charlottes drøm om udeservering på Bartof Station er knust: - Det betyder, at vi vil være nødt til at lukke

Klumme

I Frederik VIs kølvand – bådfarten i Frederiksberg Have

Annonce