Liva Weel blev født i 1897 i Mysundegade på Vesterbro med navnet Olivia Marie Olsen. Hendes far var kriminalassistent, og familien flyttede senere til Istedgade, hvor de boede oven på værtshuset Jernstangen.
Hun viste tidligt et stort talent for at synge, og begyndte som 17-årig at få sangundervisning. Karrierens første rolle kom som 21-årig i 1918, hvor hun sang sin første revyvise i Odder Sommerteater.
Som 24-årig giftede hun sig med skuespilleren og teaterdirektøren Arne Weel, som hun dog blev skilt fra efter knap tre års ægteskab. I slutningen af 20'erne kom hun i kontakt med forfatteren Poul Henningsen og komponisten Kaj Normann Andersen, som skrev henholdsvis tekster og musik til en række af de sange, der gjorde hende til en meget stor stjerne i samtiden, og som har gjort Liva Weel kendt helt op til i dag.
Det er blandt andet sange som 'Man binder os på mund og hånd', som var en del af revyen 'Dyveke', der blev opført på Riddersalen i Allégade i 1940, og blev set som en diskret protest imod den tyske besættelsesmagt. Andre af hendes sange fra samme makkerpar er 'Jeg gir mit humør en gang lak' og 'I dit korte liv'.
Nikolaj BøghDen tidstypiske Villa fra 1882 er en klassisk frederiksbergsk type, som fortsat ses mange steder, navnlig i Gammel Kongevej-området.
Igennem en årrække fra 1920'erne til 1940'erne var Liva Weel en meget en stor stjerne i den danske film-, revy- og teaterverden, og hendes filmiske gennembrud blev den meget populære film 'Odds 777' fra 1932, hvorfra sangene 'Glemmer du' og 'Gå med i lunden' med musik af Kaj Normann Andersen og tekster af Børge og Arvid Müller stammer.
Senere spillede hun med i film som 'De blaa drenge', 'Frøken Møllers Jubilæum' og 'Under byens tage'. I 1932 købte hun villaen på Hortensiavej 7, som herefter blev hendes bopæl gennem en årrække, også under hendes korte ægteskab med den frederiksbergske snedkermester Fritz Hueg 1933-34.
Den tidstypiske Villa fra 1882 er en klassisk frederiksbergsk type, som fortsat ses mange steder, navnlig i Gammel Kongevej-området. Liva Weel solgte villaen i 1945, hvorefter hun flyttede ind i en taglejlighed på hjørnet af Vester Farimagsgade 37B, 6, og Dahlerupsgade. Hendes karriere var nu ved at være forbi, og det blev mest til småroller de sidste år, blandt andet en mindre rolle i exmanden Arne Weels film 'Smedestræde 4' i 1950, som blev hendes sidst.
Sine sidste år boede hun i 'Skuespillernes hus af 1879' på Peter Rørdamsvej på Bispebjerg, inden hun døde på Kommunehospitalet 22. maj 1952, kun 54 år gammel. Hun ligger begravet på Vestre Kirkegård.