Annonce
Udland

Mindst 40 er dræbt i sammenstød mellem to tog i Pakistan

Mindst 40 personer er dræbt, og snesevis andre er kvæstet i en kollision mandag mellem to tog i det sydlige Pakistan. Foto: Shahid Ali/Ritzau Scanpix
Et eksprestog blev afsporet i det sydlige Pakistan og derefter ramt af et andet tog. Mange døde og kvæstede.

Mindst 40 personer er dræbt, og snesevis andre er kvæstet i en kollision mellem to tog i det sydlige Pakistan.

Det oplyser politiet i provinsen Sindh, hvor ulykken skete tidligt lokal tid mandag morgen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Toget The Millat Express blev afsporet, og kort tid efter blev det ramt af et andet eksprestog, Sir Syed Express.

En talsperson for Pakistan Railways oplyser, at det afsporede tog, der var på vej fra Karachi til Sargodha, væltede over på et spor, hvor togene kører i den modsatte retning.

- Adskillige personer er dræbt, og mange andre er fastklemt inde i vognene, siger talsmanden til AFP.

De omkomne personer er sammen med et uoplyst antal kvæstede personer bragt til hospitaler i nærheden. Det vides ikke, hvad der førte til, at The Millat Express blev afsporet.

Jernbaneulykker er ikke usædvanlige i Pakistan, hvor regeringer på skift har undladt at forbedre et utidssvarende signalsystem og et forældet skinnenet, skriver AP.

De manglende investeringer i jernbanenettet, som blev etableret af den tidligere kolonimagt Storbritannien menes at have været en medvirkende årsag til en ulykke i oktober 2019, som kostede mindst 75 mennesker livet.

I 2016 kolliderede to tog med hundredvis af passagerer om bord. 21 mistede livet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Kvinde får konfiskeret bil, selvom det var hendes kæreste, der kørte vanvidskørsel i den  

Annonce